Er det vold?

Vold kan både være fysisk og psykisk. Næsten alle, der er udsat for vold, er udsat for flere former for vold samtidig. Måske tager den til over tid. Der findes disse former for vold:


Fysisk vold

Fysisk opfattes ofte som den “rigtige” form for vold. Vi ser dog sjældent fysisk vold, uden der er psykisk vold. Fysisk vold er fx slag, skub, spark, blive kastet ind i en væg eller ned af trappen, kvælningsforsøg, knivstik, brændemærker fra cigaretter og vold med våben.

Psykisk vold

Den mest udbredte form for partnervold. Det kan fx være trusler, kontrol, isolation og ydmygende eller nedværdigende adfærd. Psykisk vold skræmmer, kontrollerer, styrer og dominerer dig. Måske er din partner jaloux eller skaber vedkommende splid mellem dig og din familie og venner.

Som en del af den psykiske vold findes digital vold, dvs. online. Det kan fx være, at du overvåges med GPS på din telefon eller tablet eller, at dine sociale medier, apps og sms- tjenester kontrolleres.

Seksuel vold

Hvis du tvinges til en seksuel handling, som du ikke ønsker eller har lyst til, er du udsat for seksuel vold. Der kan være tale om voldtægt. Det gælder også, hvis man tvinges til sex med andre end voldsudøveren eller tvinges til prostitution.

Økonomisk vold

Det er også en form for vold, når man frarøves retten til at bestemme over sine egne penge. Det kan fx være, at du får frataget din løn og skal bede om lommepenge, eller at der stiftes gæld i dit navn.

Materiel vold

Det kan være en del af volden, at dine ting ødelægges med vilje. Det kan fx være, at dit tøj eller private billeder rives i stykker for at gøre dig ked af det eller for at skræmme dig.

Stalking

Ved stalking udsættes du for uønsket, gentagen og vedvarende adfærd og handlinger fra stalkeren. Fx står stalkeren foran din bopæl eller dukker op foran din arbejdsplads eller kontakter dig konstant. Stalking er indtrængende og skaber frygt.

Latent vold

Hvis du har været udsat for vold i en nær relation, kan du have en forventning om eller angst for ny vold, hvilket kommer til at styre dine handlinger. Det er dét, der kaldes latente vold.

 

Er du i tvivl?

Hvis du er i tvivl om, om du er udsat for vold, eller om du har ret til en plads på et krisecenter, kan du tale med os om, hvad du oplever.
Ring på 5761 8994 eller skriv til info@ringsted-krisecenter.dk

unsplash-image-NVsc6C3NXSI.jpg

Vold virker…

Det er ofte uforståeligt, at der kan gribes til vold i et parforhold, der er startet med forelskelse og kærlighed. Men en af årsagerne kan være, at vold er meget hurtigt og effektivt. Der udløses ophobet energi og frustration hos den, der udøver volden, og den der udsættes tvinges til underkastelse. Volden virker og holder længe, fordi den i sig selv udgør en trussel om, at det kan ske igen.

depression

…og vold skader

Det er klart, at volden kan give akutte fysiske skader, mindre eller mere alvorlige alt efter voldens karakter, og det kan blive nødvendigt med læge og behandling. Men volden skader også på andre måder. Det kan blive svært at passe job eller uddannelse og medføre økonomiske problemer.

V

old påvirker forældreskabet og har konsekvenser for børn, der vokser op i et hjem med vold.

Voldens langtidsskader kan desuden være forringet selvværd, stressrelaterede helbredsproblemer,

PTSD og depression.