12. februar 2018

Nytår 2018

Så kom vi ind i et nyt år 2018, og vi kan lægge 2017 bag os med de oplevelser og begivenheder, som året bragte.

2017 var et år, der i lighed med tidligere år, var præget af fuld belægning i næsten alle årets døgn. 97 % blev det til, og det skrives nu, hvor vi faktisk har haft en ledig plads i over en uge. Det er ganske usædvanligt!
37 kvinder og 35 børn boede i centret i kortere eller længere tid, og de nød godt af den hjælp, som ansatte og frivillige tilbyder. Det er hjælpen i hverdagen, samtalerne, børneklub, ledsagelse, aflastning - og de ekstra oplevelser såsom pitaparty, koloni, udflugter til Zoo og Tivoli, cirkustur og meget mere.


Jeg glæder mig over at se, hvordan hver enkel yder sit bidrag til et krisecentertilbud, som vi i fællesskab kan være stolte over, og det glæder særligt at se, hvordan nogle træder til, hvis andre mister kræfter. Tak for det!


I 2017 er der også skiftet lidt på posterne. Krisecentret fik ny formand Maria, vi fik nye frivillige Mia, Anette og Louise - og vi fik ny psykolog Cecilie. Vi er jo vant til en hvis stabilitet, så vi har sikkert også godt af at få nye energier i huset, så vi kan blive ved med at lade vores krisecenter gro og udvikle sig.

Ringsted Krisecenter må siges at være en voksen dame - der fylder 40 år til den 8. marts. Et 40-års jubilæum skal selvfølgelig fejres, og der er allerede tanker om en sommerfest og en museumsudstilling. Det bliver spændende at se, hvad planerne kan føre til.


Jeg vil slutte med at ønske jer alle et godt og lykkebringende nytår - og sige tak til jer for året, der er gået!

Kirsten Hejnfelt